Deprecated: mysql_connect(): The mysql extension is deprecated and will be removed in the future: use mysqli or PDO instead in /home_cpanel/soundcheck/public_html/inc/db_open.inc.php on line 36

Deprecated: Function mysql_numrows() is deprecated in /home_cpanel/soundcheck/public_html/anmeldelser/view.php on line 46

Deprecated: Function mysql_numrows() is deprecated in /home_cpanel/soundcheck/public_html/anmeldelser/view.php on line 46
Anmeldelse - Steinberg VoiceMachine -ny plug-in til vokal - Soundcheck.dk
Cookie persondata politik for GAFFA A/S
Log ind eller opret en gratis konto
16-04-2002

Steinberg VoiceMachine -ny plug-in til vokal


Deprecated: Function mysql_numrows() is deprecated in /home_cpanel/soundcheck/public_html/anmeldelser/view.php on line 245
Skrevet af: Nils Harbo

Det tyske softwarehus Steinberg har virkelig gang i den kreative nytænkning. På det seneste har vi set visionære produkter som VST-Link, Virtuel Guitarist og Cubase SX, der sammen med Halion, Warp og VoiceMachine udgør en række spændende nyere Steinberg-produkter, der er ren guf for moderne producere. Her ser vi nærmere på VoiceMachine, der tilsyneladende bygger på dansk-canadisk teknologi. Vocoder? Autotune? Vocalist? Voicebox? Danmark? Canada? Vi undersøger, lytter og vurderer.

Danske TC Electronic er firmaet bag vokalprocessorprodukterne “Intonator” og “Voiceprism”. Den første Intonator blev udviklet i 1998, som resultatet af et spændende samarbejde mellem canadiske IVL og det driftige danske firma i Risskov. På datoen 1.7.2000 dannede man officielt et nyt firma, der fik navnet TC Helicon og det første produkt blev Voiceprism. Den nye kormaskine og vokaleffektprocessor bygger på mange af de erfaringer som IVL havde gjort med “Vocalist”. Vocalist blev oprindelig udviklet af IVL og lanceret af Digitech og selvom den har omkring ti år på bagen, anvendes den stadig af mange danske selskabsmusikere som “kormaskine”. Vocalist var (og er stadig) ret epokegørende, den kan nemlig lave real-time flerstemmigt kor og således give en solist automatisk vokalbacking. På verdensplan er Vocalist solgt i over 100.000 enheder og Vocalist er således IVL’s største succes.
Nu er Steinberg Spectral Design så på banen med deres licensierede version af TC Helicon/IVL’s Voiceprism teknologi. En særlig Steinberg-udgave, som VST-plug-in til din computers musiksoftware, der gør at du nu kan lave automatisk kor med din sequencersoftware, både til Mac og pc.

Vokaleffekter

Siden Vocoderens opfindelse i 70’erne, har det ellers været småt med nytænkning, når det drejer sig om effektprocessering og syntetisk frembringelse af den menneskelige stemme. Kun IVL og Roland har været fremme i skoene. Men i de sidste fem år er der været mere skred i sagerne, en udvikling, der især skyldes kreative dance- og houseproducere, der har brugt den menneskelige stemme på nye måder. Det klassiske eksempel er Chers “Believe”, hvor den engelske producer Metro lod hendes stemme voldkøre igennem Antares Autotune, der siden hen nærmest kun har heddet “Cher-effekten”. VoiceMachine er dog ikke umiddelbar sammenlignelig med Autotune, dertil er produkterne lidt for forskellige i det, de tilbyder brugeren.

Installering og opstart

VoiceMachine-pakken indeholder to VST-plug-ins, der begge giver produceren mulighed for at arbejde kreativt med ændring af vokaler. Med “VoiceMachine Processor”, kan man korrigere tonehøjde, formant o.s.v., mens man med “VoiceMachine Generator” kan skabe vokalharmonier i op til fire stemmer. Med andre ord: har du lyst til at høre dig selv som kvindelig sanger eller som Backstreet Boys, skal du trygt læse videre. Installeringen foregår nemt og uden problemer på testmaskinen (en Mac G3). Den medfølgende 25 siders manual er en praktisk lille håndbog, kort og instruktiv på engelsk (og tysk og fransk). Ingen PDF-manualer her! Jeg er ærligt talt også ved at være lidt træt af alle de “virtuelle” instruktionsbøger. Hvor er det lækkert med et gedigent stykke papir med glittet papomslag i hånden, hvor man ikke behøver at være akrobatisk læser.
I manualen følger et par gode råd til opsætningen. VoiceMachine er udviklet til både Mac og PC og kræver et host-program der kan køre VST-plug-ins. Og det kan jo alle de mest populære musikprogrammer. Heldigvis! Skal man udnytte alle mulighederne i VoiceMachine, kræver det dog et nyere hostprogram, der understøtter VST 2.0-protokollen. VST 2.0 kan modtage midiinformationer som notes, timing og controllere. Det betyder, at du har en plug-in effekt, der kører nærmest som et virtuelt instrument, hvor du kan styre parametrene med en keyboard eller fra indspillede parter i din sequencer. På denne måde kan du indspille firestemmige korarrangementer, der styrer fire “korsangere”, genereret ud fra det audiosignal, VoiceMachine fødes med. VST 2.0 understøttes bl.a. af Steinbergs egne produkter Cubase og Nuendo, hvorimod Emagics Logic Audio endnu ikke er VST 2.0 kompatibel; heller ikke med den nye Logic vers. 5.0 (ifølge Emagic vil det dog ske med version 5.2).
Manualen oplyser at både Processoren og Generatoren fungerer bedst som insert-effekter, da man jo som regel ønsker signalet processeret i sin helhed. VoiceMachine fungerer også bedst med “rene”, tørre, monofoniske lyde, som f.eks. en enkel vokal uden rumklang.

VoiceMachine Processor

Således rustet med gode råd, begynder jeg min test med at loade nogle forskellige audiofiler ind, bl.a. en kvindelig leadvokal, guitar og et breakbeat, som jeg vil afprøve. Herefter aktiverer jeg begge plug-ins. Jeg bypasser Generatoren, for jeg vil først prøve Processoren, der især kan bearbejde tonehøjde og vokalistens klang.
Det grafiske brugerinterface i VoiceMachine er lækkert. Hvor pakke og manual er holdt i bruntonede farver, er det de blå, der dominerer, når man klikker og åbner plug-in’en. Processoren kan først og fremmest pitchshifte audiosignaler og ændre formant, derfor er det måske først lige på sin plads her at forklare lidt om begreberne:
Pitchshift er “transponering”, d.v.s. man kan simpelthen flytte en vokallinie op eller ned i toneart (uden tempoændring). Formant er betegnelsen for de naturlige karakteristika ved en vokal. Ændrer man i formanten, kan man således få en lys feminin stemme til at lyde som Darth Vader. Eller Marylin Manson til at lyde som et syngende marsvin!
Kontrolpanelet er delt i to hovedområder, Formant/Pitch og Vibrato. Man kan ændre i værdierne ved at trække i en række slidere; eller ved at dobbeltklikke og taste værdier ind.

Travle bier og motorsav

Jeg leger lidt med kontrolmulighederne i Format og Pitch-sektionen og imponeres af den krystalklare lyd, når man shifter vokalerne. Der er dog lidt “grus” i kanten, især i starten af vokallyde. Men min sangerinde kan shiftes helt op til 600 cent (fra c til f), hvor hun stadig bevarer tempo, timing og karakteristisk farve i hendes stemme! Det var dog utroligt! Kvaliteten er MEGET imponerende. Dog vil jeg ikke turde bruge den pitchede vokal alene, i f.eks. breaks. Man kan shifte op/ned helt op til en oktav (plus-minus 1200 cent), men man skal nok nøjes med at holde sig til shift på 2-300 cent, hvis man vil bevare den mest naturtro vokal. Skifter man formant-værdier, uden at skifte toneart, opnår man nogle forbavsende lyde! Ikke just naturtro, men egentlig meget spændende og med en insisterende kant! Sangerinden kan nu både lyde som en 8-årig dreng og en folkepensionist, der har indåndet heliumballoner.
I første omgang tænker man ikke så meget på musikalske udfoldelser, man opfatter mere VoiceMachine som et fantastisk redskab til speak i tegnefilm, reklame og multimedia. Den samme skuespiller ville kunne speake alle roller, da karakteristikken virkelig skifter, når man leger med formanten.
Der følger ti presets med hver plug-in og programmerne har navne som “Busy Bee”, “Chainsaw” og “DoomsDay Echo”. Disse navne indikerer på sin egen vis lidt om de mere outrerede lydmuligheder, der ligger i Processoren.
En meget smart feature er de to “link”-funktioner. Man kan linke “Pitch-Formant”, hvilket gør, at hvis man transponerer stemmen op, følger karakteristikken med, akkurat, som hvis man speeder en båndoptager op. Eller spiller på en traditionel sampler; bortset fra at originaltempoet naturligvis beholdes. Man kan også linke “Pitch-Fine”, hvilket får pitchslideren til at køre trinløst. Man kan altså på denne måde pitche en stemme trinløst, og ikke nødvendigvis i kun halvtonetrin.

Vibrato

I Vibrato-sektionen kan man tilføje vibrato til vokalistens udskejelser. Der er fem forskellige indstillingsmuligheder, herunder muligheden for forskellige waveforms, ændring af rate, depth og delay, der betyder at vibratoen sætter ind med forsinkelse. Med grundig indstilling, der passer nøjagtigt til vokalmaterialet, kan man opnå rimelig realistisk vibrato. Alle faderbevægelser kan optages. Derved kan man automatisere sin plug-in, hvilket giver muligheden for at styre tillægget at vibrato ned til mindste detalje. En smart mulighed er Tempo-Sync, hvor man kan indstille Processoren til at vibrere i takt til musikken. Rate-parametret kobles af og vibratoens rate styres nu af musikkens bpm. Man kan vælge mellem forskellige rytmiske underdelinger (1/8’dele, 16’dele etc.). Tempo-Sync, er en rigtig fornuftig feature, der i øvrigt styrker VoiceMachinens muligheder for at lyde neutral og især få de bearbejdede vokallyde til at glide godt ind i musikken.
Jeg vil nu udfordre VoiceMachinen en og prøver at føde Processoren med en guitarfigur. Jeg har valgt en rigtigt 80’er single-note figur i familie med Police-klassikeren “Every Breath You Take” og synth-hooket i Pet Shop Boys “Home & Dry”, da VoiceMachine helst skal arbejde med monofoniske lyde. Jeg bliver stærkt imponeret over hvor godt Processoren kan shifte guitarsignalet. Selv helt op til en oktav over lyder signalet imponerende rent. Ved indstilling af Mix-parametret (der styrer balancen mellem originalsignal og bearbejdet signal), kan man lave en flot 12 strengs guitarlyd. Eller hvad med blot en smule detune? Det giver, mixet i det rette forhold med originalsignalet, en flot choruslyd. En anden sjov ting jeg prøvede, giver lyst til kreativ sounddesign. En lang dyb tone, der klinger, samtidig med at man skifter formanten (der indspilles og automatiseres), lyder som en elektrisk didgeridoo, eller en marsmand, der bruger filtersweep!

Key Control

Aktiverer man Key Control vinduet, kan man kontrollere pitchshiftet ved at spille på et midikeyboard. Enkelte af indstillingerne virker nu på en anden måde, fordi de er afhængige af hvad man spiller ind med midi. Man kan nu også stille parametre som Portamento (Glide) og Tolerance. Sidstnævnte bestemmer hvor hurtigt eller aktivt Processoren skal træde i funktion. Med disse muligheder kan man for alvor være kreativ. Man kan f.eks. indspille vokalmelodien ind på en midipart. Sangerinden vil nu følge midiinformationerne og de steder hun har sunget falsk vil nu blive rettet ind; (sådan som man f.eks. kender det fra Antares Autotune). Har man en meget falsksyngende sangerinde, vil maskine arbejde en del, og stemmen kan få en robotagtig kant -fed til house og trance! I et særligt vindue kan man sætte midicontrollerne som man vil, og styre hele vokalperformancen fra VoiceMachine med tangenter, pitchbend etc., eller man kan tegne controllerkurver ind i sit sequencerprogram.
Men der er flere muligheder. Hvis man f.eks. får lyst til at ændre en melodi, der er sunget ind i mol, kan man ændre den til dur! Eller man kan bende sangerindes stemme med pitchbend. Man kan også spille andenstemmer og på denne måde få lagt en meget tight korsanger på leadstemmen. En anden sjov mulighed, som man kan muntre sig med, hvis man gider, er at ændre grundmelodien totalt. I denne anmeldelse gik det ud over Neil Tennant. Verset fra “Home & Dry” fik ny melodi og han fik lov at synge “Lille Peter Edderkop”. Ha Ha Ha, stor latter, det var sgu meget sjovt. Man får virkelig følelse af at være en producer med magt, når man leger sådan med en af musikhistoriens berømtheder!! Og man har jo kun det sjov man selv laver! (Du kan selv få et billigt grin og hente Pet Shop Boys vokaler på Katapult P3’s hjemmeside, hvor der kører en remix-konkurrence her i foråret 2002). Jeg venter nu kun på at man får en plug-in, der kan ændre tekster! Så kammer festen da totalt over!

VoiceMachine Generator

Den anden plug-in i VoiceMachine-”pakken” er en kormaskine, kaldet VoiceMachine Generator. Man kan opfatte Generatoren som en VoiceMachine Processor gange fire. Det er også her man har muligheder for at skabe de vokalharmonier vi kender fra VoiceMachines fjerne forfader Vocalist, der blev beskrevet i indledningen.
Den simpleste måde at bruge Generatoren på, er at route en enkelt midi-spor til VoiceMachine. Hvis man spiller flerstemmige linier eller akkorder, vil de forskellige midi-notes blive allokeret til de fire stemmer i VoiceMachine og vupti: man har et backingkor! Man kan opnå endnu større kontrol, ved at indstille generatoren til at modtage på fire forskellige midikanaler, hvor hver sektion har forskellige indstillinger. Ved at oprette fire midispor, der sender fra fire forskellige kanaler, har man mulighed for et meget fleksibelt backingkor. Man kan sikre, at det rent faktisk bliver en “basstemme”, der synger de nederste linier etc. For hver “korsanger” kan man indstille Gain (niveau), Formant, Fine (finstemning) og Vibrato. Det betyder populært sagt, at man kan vælge om det skal være Radioens Pigekor eller Backstreet Boys, der skal synge baggrundskoret. I praksis skal man dog holde sig fra ekstreme indstillinger, f.eks. med stemmer, der ligger langt fra grundsignalet, da koret i givet fald hurtigt kan komme til at lyde for syntetisk. Generelt kan det også virke for unaturligt, når du lægger flere stemmer på. En enkelt stemme fungerer bedst. Noget der tilsyneladende også gør sig gældende ved brug af Voiceprism, jvfr. de råd jeg har fået af en meget rutineret Voiceprism/Vocalist bruger. Men vi kender det jo også fra den “virkelige” studioverden. Hvis alle kor laves af den samme person, kan det godt virke lidt ferskt. Skal man bruge mere end blot en andenstemme, så er det bedre at få andre og flere. Klik på mp3.-demoen til højre og hør en prøve. Bedøm selv, hvordan VoiceMachine lyder med flere stemmer.

Brugbarheden

En ting, der kan virke en anelse skuffende og med til at trække ned i den samlede vurdering, er at hverken Steinberg eller IVL tilsyneladende er nået meget videre med voiceprocessingteknologien. Der har ellers gået rygter om at Steinberg først havde udviklet sin helt egen VoiceMachine. Men efter sigende lå ideen for tæt på Voiceprism-konceptet og slutresultatet blev så at tyskerne udgav VoiceMachine på licens fra TC Helicon. Jeg har desværre ikke kunnet krydslytte på lydkvaliteten mellem de tre produkter. Men det kunne have været spændende om man kunne have hørt en udvikling her, da de funktionsmæssige ting ikke virker videreudviklet. Hvor længe skal det dog vare inden man kan få en plug-in, der tilbyder et “Elvis”-parameter? Eller Shirley Basset-vibrato og Kurt Cobain-skrig? Eller et StereoMC’s-accent parameter? Havde George Lucas arbejdet inden for musikbranchen, havde det nok allerede været der! Mulighederne er store. :-)
Med hensyn til det nuværende produkts anvendelsesmuligheder, så tror jeg desværre ikke, der er så mange producere, der “lige står og mangler“ en VoiceMachine. Anvendelsesmulighederne stadig lidt begrænsede for den autodidakte producer, da mange idag er forkælede med producerværktøjer, der med et snuptag gør alt for en: Rytmer kan rettes ind og kvantiseres med et snuptag, delay-tempo udregnes selv af softwaren, breakbeats skiftes automatisk i tempo, maximizer/limiter/normalizer kompenserer for dårlig indspilning, røde lamper blinker ved forkerte akkorder etc! Sådan er musiksoftware idag; du får en masse ting forærende. Og her er VoiceMachine et produkt, der kræver mere af brugeren. Det er nemlig sjældent at man har brug for at transponere leadvokaler, noget som maskinen er virkelig god og hurtig til. Det er langt oftere baggrundsmusikken man har brug for at transponere, hvis man f.eks. har skiftet sangerinde midt i et projekt. Og ved remix, er det næsten altid tempoet, man har brug for at ændre.
Korstemmefunktionen har man derimod mere brug for, især til demoer og inden for house-trance musikken. Men her er det igen spørgsmålet om ikke mange hellere vil foretrække et kor af “levende” sangere, p.g.a. af den lettere syntetisk metalliske kant, der kan være i sounden.
Men produktets anvendelsesmuligheder har ikke så meget med kvaliteten at gøre og VoiceMachines grundlyd er imponerende. I de rette hænder er VoiceMachine en unikt stykke værktøj og prisen er rimelig, når man tænker på hvilke skjulte kræfter, der ligger gemt i den brune pakke.

Konklusion

VoiceMachine er et produkt, man anmelder med blandede følelser. Jeg er totalt fascineret af den vokalteknologi, man er nået til idag. På den front er IVL og Steinberg at sammenligne med George Lucas Industrial Light & Magic, der på filmfronten har fyldt både science-fiction film og almindelige film med fantastiske computereffekter. Selvom lydkvaliteten er imponerende, er VoiceMachine dog stadig et produkt, der skal bruges med stor omtanke og kritisk sans i musikproduktion. Ønsker du fuldstændig realistisk, naturtro lyd, vil du nok ikke råbruge VoiceMachine, men i stedet synge forkerte vokaler om og hyre korsangere ind til korstemmerne. Bevæger du dig i techno, house og tranceafdelingen, vil du elske den syntetiske kant, der kommer i lyden, når du transponerer vokalerne voldsomt, eller bearbejder dem med pitchbend og tangenter. Det giver en klang i sounden, der trækker mennesket nærmere maskinen -og så lyder din produktion mere homogen og hypnotisk dragende. Men er du remixer eller housemusiker og forventer hurtig Vocoder-lyd eller Autotune-tricks, vil du umiddelbart blive skuffet. En af de geniale ting ved Autotune-konceptet er f.eks. at man kan fortælle hvilken toneart og skala, man arbejder i, hvilket gør Autotune utrolig hurtig til at korrigere en leadstemme eller en korstemme. Med VoiceMachine er du nødt til at lave mere forarbejde og indspille hele melodien via midi (men måske er det et rettigheds/licensspørgsmål, der forhindrer Steinberg i at inkorporere denne mulighed?)
Er du kreativ, anderledes tænkende og har den fornødne programmeringstid, vil du med VoiceMachine kunne bygge din egen personlige “humanized machine sound” op (... eller også bliver det din egen personlige “machinized human sound”). Og er du en dygtig korarrangør, med tjek på noderne, kan du bruge VoiceMachine til at sikre at alle stemmer, inklusive leaden, bliver sunget rigtigt og rent. Eller til at lave en hurtig demo på, hvordan andenstemmer vil lyde på et track. En anden mulighed at anvende VoiceMachine på alternativ audio, der ikke er vokaler. Selvom VoiceMachine er specialdesignet til vokal, imponerede effekterne også på andre instrumenter.
Mulighederne er mange for den kreative musiker og den soniske kvalitet er høj.
Især Formant-funktionen virker overbevisende og lyder bedre end noget andet tilsvarende produkt, jeg har hørt. VoiceMachine er også let at betjene. Interfacet er bygget klogt og logisk op og den let læsbare manual understøtter opfattelsen af et kvalitetsprodukt. Min computer gik heller ikke ned en eneste gang, så stabiliteten er høj (ihvertfald på Mac) og disse faktorer trækker op i den samlede vurdering. Desværre virker VoiceMachine dog temmelig CPU-krævende. Med en mindre computer kan man ikke have mange audiospor og plug-ins kørende, uden at computeren klager sig. Så det er sikkert en god ide at tage korsessionen for sig, og mixe resultaterne ned, snarere end at holde VoiceMachine aktiv helt frem til slutfasen i produktionen af et nummer.

Systemkrav: Mac

Processor: Power Mac G3
Processor speed: 300 MHz
RAM (Cache): 32 MB RAM
Operativ system: Mac OS 8 el. højere
Host-program: Cubase VST, Nuendo, Logic eller anden VST compatible software

Bemærk: Hvis man skal udnytte de fulde midi-features i VoiceMachine, kræver det at host-softwaren er VST 2.0 kompatibel, som f.eks. Cubase VST (fra vers.4.1) eller Nuendo (fra 1.5). Husk også at have RAM nok til både VoiceMachine og host-softwaren.

Systemkrav Windows

Processor: Pentium II
Processor speed: 400 MHz (500 MHz eller mere anbefales)
RAM (Cache): 32 MB RAM
Operativ system: Windows 98/ME/2000/XP
Host-program: Cubase VST, Nuendo, Logic eller anden VST compatible software

Bemærk: Hvis man skal udnytte de fulde midi-features i VoiceMachine, kræver det at host-softwaren er VST 2.0 kompatibel, som f.eks. Cubase VST (fra vers.4.1) eller Nuendo (fra 1.5). Husk også at have RAM nok til både VoiceMachine og host-software.

Tak for hjælpen

til Thomas Valter, der ved en masse om Vocalist og VoicePrism



Flere anmeldelser

Om Soundcheck | Annoncer | Kontakt | Jeg er lavet af BandBase.dk og GAFFA.dk