Cookie persondata politik for GAFFA A/S
Log ind eller opret en gratis konto
11-09-2011

TC Electronic Polytune

Skrevet af: Jeppe Knudsen

TC Electronic har med sin PolyTune tunerpedal gjort det muligt at stemme flere strenge på en gang. Vi har kigget på, hvor godt dette virker, samt hvad denne pedal ellers har at byde på.

En tunerpedal der gør det muligt at stemme flere strenge på en gang, kunne godt lyde som noget der ville optage en del plads på et pedalboard samt være lettere indviklet at operere. Dette er dog langt fra tilfældet med TC Electronics PolyTune. Den danske producents relativt nye pedalindpakning, som også anvendes til TonePrint-pedalerne, er meget kompakt. Åbner man pedalen indser man hurtigt, at der ikke er plads til meget mere i kassen end indmaden og et 9 V batteri. Det nye design viser sig også ved batteriskifte at være utroligt funktionelt. Der er kun én stor skrue at fjerne, før man kan udskifte batteriet. Og hvis man ikke har en skruetrækker ved hånden, kan man sågar bruge en 1- eller 2-krone samt 50-øre til åbne den. Hvis man ønsker at køre PolyTune med en strømforsyning, er dette også muligt. Samtidigt har den strøm-output som kan forsyne andre 9 V-pedaler med op til 2 ampere samlet set.

Specifikationer

PolyTune kan både bruges til bas og guitar. Uanset hvilket af disse instrumenter man bruger, kan man vælge mellem needle- og stream-tuning, hvor sidstnævnte fungerer ligesom strobe-tuning. Hertil kommer den mest bemærkelsesværdige funktion ved denne tunerpedal: Selve polytune-funktionen. Slår man alle strengene an på én gang, får man et hurtigt overblik over hvilke strenge, der er ude af stemning – tilmed om de er stemt for højt eller lavt, og hvor tæt de er på at være stemt korrekt. Dette er et ekstremt praktisk værktøj, som åbenlyst gør det lynhurtigt at finde ud af, hvor slemt eller godt det egentligt står til med stemningen. I pedalen sidder en sensor, der registrerer hvor lyst et miljø man spiller i. Dette sikrer at den kan tage kampen op mod solen, når man spiller udendørs, uden at lyse op som selve solen på en mørk scene.
TC Electronic har også gjort det nemt for dem, som stemmer deres instrumenter lavere end standard tuning. Ved tryk på en knap kan man hurtigt omstille polytune-funktionen helt ned til 5 halvtoner lavere end EADGBE-stemning. Samtidigt er det muligt at indstille referencefrekvensen fra 435 Hz til 445 Hz. Heldigvis er alle disse muligheder ikke noget, der går ud over præcisionen af pedalen: I polymode er præcisionen plus/minus 1 cent, og ved kromatisk stemning er den blot plus/minus en halv cent. Alt i alt må det siges, at PolyTune er spækket med lækre funktioner, der gør, at den sagtens kan følge med de førende tunere på markedet, ja, måske endda give disse baghjul.

Hurtig og komfortabel

Da jeg første gang koblede min guitar til TC Electronic PolyTune, anslog jeg med det samme alle strengene for at se, hvordan det egentlig fungerer, at stemme flere strenge ad gangen. Hastigheden hvormed den bestemte alle strengenes stemning efterlod mig et kort sekund måbende. Det var let, ud fra de mange lysende dioder, at se hvilke strenge der var ude af stemning, hvilket der hurtigt blev rettet op på. Et par akkorder afslørede, hvad jeg egentlig havde på fornemmelsen – at guitaren var ganske udmærket stemt. Jeg tjekkede kort efter, ved at stemme hver streng enkeltvis. Halvdelen af dem manglede en nærmest ubetydelig smule finjustering, men det ændrede ikke på førstehåndsindtrykket: Imponerende.
Man bliver hurtigt vant til PolyTune, som ganske enkelt fungerer upåklageligt. Jeg havde egentlig forventet en smule ventetid ved skift fra stemning af flere strenge til enkeltvis stemning og omvendt. Dette er overhovedet ikke tilfældet. I det hele taget er den bare opsigtsvækkende hurtig til at registrere signalet fra instrumentet. Som nævnt tidligere justeres lysstyrken automatisk, hvilket er enormt smart. Pedalen generer ikke i mørke omgivelser og det er fuldstændigt problemfrit at stemme i fuldt dagslys.

En gennemtænkte tunerpedal

At stemme sin guitar har jeg aldrig set som en sindsoprivende ting. Det har altid været noget der skulle overstås, så man hurtigt kunne komme i gang med at spille. I og for sig er det stadig sådan med TC Electronic PolyTune. Men så alligevel ikke helt. Alting er bare blevet en tand nemmere og hurtigere. Sammenlignet med andre tunerpedaler gør PolyTune det samme, bare bedre. Dertil kommer den fantastiske mulighed for at have overblik over alle strengene på en gang, samt at man kan opdatere software løbende med USB. Og så ligger pedalen endda i samme prisområde, som de andre gængse gulvtunere.
Hvis man skulle sige noget negativt, så understøtter pedalen ikke alternative stemninger såsom drop D, åben G osv. i PolyTune-mode. Her kan man jo håbe TC Electronic laver softwareopdateringer, så dette bliver muligt. På TC’s hjemmeside kan man da også se, at det er noget, de tænker over, da det her kan læses, at de snart er klar med en opdatering, så det bliver muligt at stemme drop D i PolyTune-mode.
Alt i alt må jeg sige, at TC Electronic, med deres PolyTune, har ramt lige på hovedet af sømmet og lavet den vel nok mest gennemførte tunerpedal, der er at finde på markedet for tiden.

Flere anmeldelser

Om Soundcheck | Annoncer | Kontakt | Jeg er lavet af BandBase.dk og GAFFA.dk