Cookie persondata politik for GAFFA A/S
Log ind eller opret en gratis konto
22-09-2011

TC Electronic Flashback

Skrevet af: Jeppe Knudsen

TC Electronics nyeste delay tilbyder et væld af forskellige delaytyper, samt muligheden for at downloade nye indstillinger via producentens hjemmeside. Vi har taget et nærmere kig, på de mange muligheder Flashback leverer.

Med sine fem nye TonePrint-pedaler, som blev udgivet tidligere på året, har danske TC Electronic for alvor åbnet op for forbindelsen mellem guitarpedaler og internettet. Det er nemlig muligt, udover de lyde der er fastsat fra producentens side, at downloade forskellige kendte guitaristers præfererede indstillinger til sin pedal fra TC’s hjemmeside.
Flashback Delay & Looper er delay-pedalen i den nye TonePrint-serie, og er ligesom de øvrige i serien, en pedal i en yderst kompakt indpakning. At der er plads til fire knapper, fire jack-ind/udgange, en tap-divider switch, strømindgang samt USB-tilslutning er temmelig imponerende, men til gengæld vejer pedalen også en smule mere end man lige skulle tro, at dømme ud fra størrelsen. Med de fire knapper er det muligt at indstille henholdsvis delay-tid (mellem 20 ms og 7000 ms), feedback, FX level og sidst, men ikke mindst, hvilken delay-type der anvendes. Der er hele ni typer delay, en looper-funktion og endelig TonePrint-indstillingen at vælge imellem, som jeg alle vil komme ind på senere. Når man bruger Flashback, kan man både vælge, om man vil køre på batteri eller strømforsyning, og om outputtet skal være mono eller stereo. Det skal lige nævnes i forbindelse med batterier, at Flashback – ligesom mange andre delaypedaler – har et stort strømforbrug, og derfor tømmer batterier meget hurtigt. Pedalen har desuden tap-tempo, som fungerer ved, at man, imens man holder on/off-switchen inde, anslår strengene, i det ønskede tempo. Dette kan så indstilles som fjerdedels-, ottendedels- eller fjerdedels- plus prikkede ottendedelsnoder med tap-divider knappen.

De mange muligheder

Da jeg første gang skulle spille med Flashback’en, blev jeg pludselig svært ramt af ubeslutsomhed. Mængden af valgmuligheder var ganske enkelt overvældende. Der var ikke så meget andet at gøre, end at starte fra en ende af, så jeg startede helt til venstre på delaymode-knappen med 2290-delay, således at TonePrint-indstillingen, da den ligger længst til højre, ville være det sidste, jeg prøvede. TC Electronic rammer, måske ikke så overraskende, lyden fra deres velkendte 2290-delay mesterligt. Denne indstilling er helt klart en af de 9 mulige, hvor Flashback klarer sig bedst. Det skal til gengæld siges, at både modulations-, tape- og analog-indstillingerne også klarer sig hæderligt, og gengiver de forskellige delay-typers karakteristika ganske udmærket. Det kunne dog godt ønskes, at der var mulighed for at indstille intensiteten af de forskellige delay-effekter. Især Lo-Fi-indstillingen kunne have gavn af dette, idet effekten på denne indstilling er meget moderat og derfor ikke fremgår så tydeligt. Flashback har også en slapback-indstilling, som modsat de andre delay-typer, kun går op til 300 ms delay. Det var lidt svært at få denne type delay til at lyde godt, men det lykkedes da efter en del skruen.
Af de mere eksotiske indstillingsmuligheder er der ping-pong- og reverse-typerne. Disse er fantastisk sjove at lege med, men svære at finde anvendelsesmuligheder for. Dette kan man dog umuligt klandre TC for, og det må da ses som et overordentligt plus, at der er fundet plads til disse, i den ellers så kompakte guitareffekt. Desuden har TC Electronic også fundet plads til en looper-funktion i Flashback’en. Den kan optage op til 40 sekunder på mono og 20 for stereo, man kan optage flere spor oven i hinanden, og den er utroligt intuitivt opbygget. Med den lange optagetid er der også grundlag for at lave nogle seriøse loops, hvilket man sagtens kan få meget lang tid til at gå med.
Flashback har også en tap-tempo funktion, der, som nævnt tidligere, ikke fungerer ved at trykke på en knap flere gange i træk. Den reagerer på strengeanslag, når man holder on/off-switchen nede. Desværre skal knappen holdes nede et lille tidsrum (500 ms – 1000 ms), før den er klar over, at der er ved at blive tappet. I dette korte tidsrum kommer der stadig lyd igennem, hvilket godt kan være irriterende. Det kan dog undgås ved at holde knappen inde et par sekunder før man vil sætte tempoet.

TonePrint

Ja, det er jo fuldstændigt uundgåeligt at snakke om selve TonePrint-funktionen, i og med det er en TonePrint-pedal, vi har med at gøre. Efterhånden er der en hel del TonePrints til rådighed på TC Electronics hjemmeside – jeg talte til noget over de halvtreds. Blandt navnene bag disse TonePrint findes blandt andet Steve Morse, Bumblefoot og Pete Thorn. Hvert TonePrint har et navn, som oftest fungerer som en kort beskrivelse af, hvordan det lyder. Når man så har fundet de(t) TonePrint man gerne vil have, downloader man dem bare. Herefter køres det på computeren mens pedalen er koblet til med USB-kablet, hvorved TonePrintet overføres til pedalen. Ikke nok med det er nemt – det fungerer også. Når man så begiver sig ud i, at udforske de forskellige TonePrints finder man ud af, at der er en del forskel på dem. De mest radikale jeg har prøvet, er dem TC Electronic selv har produceret såsom deres Oscilating EP-3 og Analog /w Heavy Modulation. En del af de TonePrints, som er lavet i samarbejde med professionelle musikere, er rimelig moderate. Dette er måske også forståeligt nok, idet de skal bruge dem i deres liveopsætninger. Sjovt er det dog at undersøge, hvor vidt forskellige lyde man kan få fra den samme pedal. Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at TonePrint-funktionen er en revolution indenfor pedal-håndtering, men det er helt klart et friskt pust.

Flashback som helhed

Det må siges at TC Electronic har formået at proppe ufatteligt mange funktioner ned i en meget kompakt pedal. Flashback favner meget bredt med sin delay-tid på op til 7 sekunder og sine mange delay-typer, samt muligheden for løbende opdatering og udforskning af kendte guitaristers præferencer i forbindelse med TonePrint-funktionen. Men dette brede spektrum af delay har også sin pris på lyden, for selvom Flashback lyder nogenlunde som de forskellige typer af delay, er der stadigvæk et stykke vej endnu. Så hvis man har låst sig fast på én type delay, så er dette nok ikke pedalen man er på udkig efter. Til gengæld er denne pedal lige sagen, hvis man leder efter en utroligt alsidig delay med fornuftig lyd og mange funktioner, til en meget rimelig pris.

Flere anmeldelser

Om Soundcheck | Annoncer | Kontakt | Jeg er lavet af BandBase.dk og GAFFA.dk