Klar til Aero
Soundcheck.dk har mødt den franske elektroniske musiker Jean Michel Jarre, hvis megashow Aero sætter nordjylland på den anden ende denne lørdag.
Hvad har været det største problem, der har skullet løses i forbindelse med Aero-koncerten?
– Penge. Finansieringen har uden tvivl været den største forhindring, der har skullet overstiges i dette her projekt. Det forekommer mig mærkeligt at Den danske Regering ikke har været mere interesseret i projektet end det har været tilfældet. Det er ikke tilfældigt at koncerten ligger på samme tidspunkt, som der bliver afholdt miljøtopmøde og Danmark er formand for EU. Dette her kan være et stærkt signal til hele omverdenen omkring bæredygtigt energi og kunne være med til at cementere Danmarks position i forhold til dette. Alligevel har Den danske Regering valgt ikke at satse yderligere påvindenergi-udviklingen. Et synspunkt der fra omverdenens side virker totalt mærkeligt da Danmark indtil nu har været verdens førende.
På den tekniske side har det at skulle skabe, dels en arbejdsplads for ca. 1000 mennesker og dels en koncertarena med plads til 35.000, ud af det rene ingenting været en stor logistisk udfordring.
Jeg må her takke de danske teknikere og arbejdere der har været med til at skabe dette projekt: Det er uden sammenligning de bedste og mest professionelle folk, jeg har arbejdet sammen med. F.eks. er det første gang jeg arbejder med 100% computerstyret lys. Det betød da jeg ankom, kunne jeg se en computer simulering af lyset og alle bevægelser og alle lysskift er programmeret ind i computeren, det var fantastisk.
De har været kendt for selv at være med til at udvikle de synths de spiller på, hvad vil de spille på til koncerten lørdag?
– Jeg spiller både på nogle selvudviklede synths og på minimoog, Clavia Nordlead, PPG og Roland. Til at styre nogle sequences, af blandt andet lyden fra en af vindmøllerne, der danner rytmen i et af de nye numre bruger jeg Pro Tools. I øvrigt er jeg begyndt at samarbejde i B&O om nye tiltag i forbindelse med industrielt design. Idag kan maskinerne det de skal kunne, men mange er stadigvæk meget grimme, så mit samarbejde med B&O forventer jeg mig meget af og forhåbentlig ser vi nogle kønnere maskiner fremover. B&O er det eneste firma der virkeligt har taget udfordringen med innovativt industridesign op og gjort design til en del af den enkelte maskines funktion. Æstetik i designet er nøgleordet. Udviklingen af nye instrumenter er i dag linket meget kraftigt til computeren.
Blander nyt med gammelt
Den udvikling der har været inden for elektroniske instrumenter med den digitale teknik, hvordan har den påvirket deres arbejde, har de måttet tillægge dem nye arbejdsmetoder eller arbejder de stadigvæk med analogt grej som jo også er blevet populært med retrobølgen?
– Spørgsmålet om jeg foretrækker det ene eller det andet er som at spørge om jeg bedst kan lide Trompet eller violin, det er to forskellige instrumenter, der hver især kan noget.
En Mini Moog er stadigvæk en Mini Moog og det er et meget spændende setup jeg skal spille på til denne her koncert. Jeg er omgivet af mange generationer af synths fra Fairlight, Minimoogs PPG, SS3 EGS over til Nordlead 3.
For mig har udviklingen været naturlig og i dag bruger jeg det bedste fra de to verdener, jeg har stadigvæk båndmaskiner, men jeg er meget glad for mit Pro Tools-anlæg, der har gjort en lang række ting meget nemmere. Udviklingen går i retningen af sammensmeltning af de to verdener, hvor hardware maskinerne får flere og flere af de computerbaserede maskiners fordele og omvendt. Men i forbindelse med mit Pro Tools-anlæg har jeg da også stadigvæk rørbaserede preamps og analoge effekter
Omkring det gear der bliver brugt hvor stor indflydelse har de på f.eks. PA-lyden og anlæggets design og er det noget De går op i?
– Jeg har designet hele anlægget og de principper der skal bruges. Jeg er kilden hvorfra ideerne stammer fra. Det er mig der har skrevet manuskriptet så at sige. Det gælder lys, grafik, effekter og ikke mindst lyd. Disse visioner deler jeg så med de forskellige lyd- og lysdesignere og det er så op til de enkelte teknikere og leverandører at prøve at løse opgaven. Det har de gjort til fuldkommenhed, jeg er, som jeg sagde før, meget begejstret over de folk der har arbejdet med dette projekt. Lysfirmaet Seelight er nok det bedste firma der på markedet i dag overhovedet, de har gjort et fantastisk arbejde.
Hvordan har samarbejdet med Safri Duo været? Vil vi komme til at se mere til det samarbejde?
Det har været spændende, som jeg nævnte før i forbindelse med instrumenterne, har Safri Duo også formået at forene det bedste fra to verdener – de er fremragende klassiske musikere der har formået at slå igennem også med rytmisk elektronisk musik. De har en fantastisk dynamik og jeg er meget glad for at de havde mulighed for at deltage i denne koncert. Rent faktisk er de i Asien lige nu og de kommer først lige til general-prøven fredag. Måden vi har gjort det på er at vi har øvet sammen via internettet og sendt lydfiler frem og tilbage men alle stumperne bliver først sat sammen til selve koncerten så det bliver i sandhed en rigtig liveoplevelse også for os
På jagt efter simplifikation
Deres gennembrudsplader "Oxygene" og "Equinoxe" var stilskabende, i dag har De jo nærmest fået en renæssance, hvordan ser de dem selv placeret i musikmiljøet i dag.
Hvad synes de er det mest spændende der foregår i musikmiljøet pt?
– Det er sjovt at noget der dengang var unikt og banebrydende i dag er blevet klassikere, det mest spændende er opbruddet mellem de traditionelle stilarter: Til denne koncert har vi vinden som tema og angriber så at sige fra meget forskellige vinkler, med et symfoniorkester, to kor og et rytmegruppe. At man kan arbejde tematisk på denne måde er meget spændende.
Hvor bevæger de dem hen rent musikalsk, jeg ved at de ved flere lejligheder har nævnt Miles Davis som en inspirationskilde. Miles var jo en søgende musiker gennem hele sit liv.
– Jeg vil prøve at bruge elektronik på nye måder i årene fremover, som vi snakkede om førhen prøve at finde det bedste i begge verdener. Som kunstner er jeg på jagt efter simplifikationen, at gøre tingene lette og gennemskuelige og prøve at simplificeret det musiske udtryk uden at gøre det minimalistisk. Simpelthen at tage det bedste, essensen, fra de forskellige kunstarter og lade dem smelte sammen. Hvis du kan begrænse dig til fire eller fem elementer vinder du hvis du behøver mere dør du som kunstner og selvfølgelig er det en kæmpe udfordring især når man tager i betragtning hvad det er for noget gear vi har med og ikke mindst mængden af den. Man kan så nemt blive fanget i gear- og udstyrs-junglen.
Aalborgs borgmester som regngud
De store opsætninger. Har de mest været for at ramme musikken ind eller har det været for udfordringens skyld? Når Deres show bliver disse mega-events mister De så ikke noget kontakt med publikum?
Jeg ser mig selv først og fremmest som musiker. Og de store opsætninger har ikke været et mål i sig selv, men er mere en konsekvens af at jeg laver elektronisk musik. Jeg har stået i det samme problem som operaen stod i for 100 år siden, det var svært at servere den for publikum, og som en naturlig konsekvens heraf og fordi jeg selvfølgelig også synes det er spændende at arbejde med opsætninger af denne størrelse er mit udtryk blevet sådan her. Men først og fremmest er jeg musiker. Jeg har arbejdet meget med visualiseringen af min musik.
Hvordan har de oplevet Danmark og de omgivelser De har skullet arbejde i?
Dette her er stedet hvor det hele begyndte, i hvert tilfælde når vi snakker vind og vindenergi og jeg er meget stolt af at kunne vise min respekt og yde mit bidrag til et land der først havde den vision at man kunne udnytte vinden i større målestok til bæredygtig energiproduktion. Det er som jeg nævnte før ikke tilfældigt at vi har miljøtopmøde på det tidspunkt koncerten finder sted, det giver mening. Hvis jeg med dette show kan være med til at gøre reklame for vindenergi som et bæredygtigt alternativ har jeg virkelig lavet et statement.
Hvad med vejret?
– Da jeg skulle arrangere koncerten i Skt. Petersborg fortalte borgmesteren at han kunne kontrollere vejret. Han spurgte mig: "Har du nogensinde set regn under de store militærparader her fra byen?" Nej svarede jeg ham og han fortsatte: "Det er fordi jeg kan kontrollere regnen, det regner kun hvis jeg giver tilladelse til det." Så jeg håber selvfølgelig at Aalborgs borgmester er udstyret med samme evne. Indtil nu har vi jo været heldige med vejret og det har jo gjort at vi faktisk er foran i forhold til planen.
Flere anmeldelser
-
03/08-2005 Soundcheck på Vestbirk Musikhøjskole
-
03/03-2005
Nephew, Debuterende badedyr
-
23/09-2004
Interview med Bob Moog
-
27/02-2004
"Ikke et cirkus!", Frank Birch Pontoppidan fortæller om mixning af musik i 5.1 surround
-
24/04-2003
Yngwie Malmsteen, Soundcheck møder Yngwie Malmsteen i Århus