Berømmelse, kunst og håndværk
Jeg kan i det store hele give kun give Aakjer ret i hans syn på berømmelse, man må gøre sig klart om man spiller musik for musikkens (sin egen) skyld eller for berømmelsens.
Der er ikke noget vejen med at nogen af delene det er blot to vidt forskellige indfaldsvinkler, til det at spille.
Der er ikke noget galt i at ville være berømt, men berømmelse er (som Aakjer siger) ikke et kunstnerisk mål, men snarere et spørgsmål om god markedsføring og at have de rigtige kontakter i branchen osv.
Mht til det at en producer ofte kommer med ændrings forslag til lyd osv. er det ikke nødvendigvis altid en dårlig ting.
jeg tænker bl.a. på hvordan en klassiker som "Little Wing" af Jimi Hendrix blev til.
Jimi kom med sangen i rå form, i et noget voldsomt uptempo, hans daværende producer Chas Chandler forslog at han sænkede tempoet i sangen og gjorde udtrykket "blødere"
Det kom der så den smukke ballade Little Wing ud af som vi kender den fra Hendrix og utallige andre genindspilninger i dag (Sting's , Sanne's og mange andre's).
Jeg har hørt Jimi' s første uptempo udkast til sangen (uptempo'et), og nej den var i mine ører ikke blevet en klassisker.
Man kan vel heller ikke se bort fra at de fleste af os også spiller for at opnå et publikums anerkendelse og at der nok liger lidt medieluder gemt i mange af os.
"Kunsten" består vel i at finde den sunde balance mellem at udtrykke sin kunst og at fange publikkens interesse.
Når jeg laver musik tænker jeg da også over om det jeg laver også kan forstås af et publikum, om jeg får mit "budskab" igennem så at sige, selvom det ikke er et mål for mig at alle skal kunne lide det jeg laver.
At spille musik er som jeg ser det også til dels et håndværk.
Verden er heldigvis ikke sort/hvid, men der er mange nuancer mellem "medieprostitution" og individualisme; berømmelse og personlig integritet kan fint gå hånd i hånd, hvilket der er talrige eksempler på; Bjørk, Tom Waits, Neil Young, Sting, og mange mange flere.
Mvh,
Chakaranda
