Første og umiddelbare lytteindtryk...
Så oprandt aftenen, hvor jeg satte min gode ven Uffe Gaden stævne til en lille lytter på TAD´s nye 7025 S ”Mullard Style” rør. Som nogle sikkert ved, indikerede betegnelsen ”7025” i gamle dage, at der var tale om et udvalgt eksemplar (typisk udvalgt p.g.a. lav støj) af 12AX7/ECC83. Så dette rør kan altså erstatte de 12AX//ECC83-rør, som bruges i 99% af alle forforstærker-trin i gængse guitarforstærkere. I dag bruges betegnelsen dog mest ”for at gøre sig interessant”... ☺
Til denne lille, uvidenskabelige test brugte vi, hvad der lige stod først for: Uffes aldrende Fender Stratocaster gennem henholdsvist en Marshall 2203 fra slut-70´erne på et ´69 Marshall 4x12 med 25 watts Celestion-enheder og så en Fender Princeton Reverb også fra slut-70´erne. Begge forstærkere rimeligt velkørende m.h.t. rør o.l.
Nu havde vi jo kun ét eksemplar af TAD-røret til rådighed. Røret blev så selvfølgelig i alle tests brugt som indgangsrør i forstærkerne, hvor forskellene mellem forskellige rør åbenbarer sig tydeligst. Det følgende gælder derfor selvfølgelig KUN for dette eksemplar af TAD-røret. Det er indlysende, at man ud fra dette ikke kan sige noget om holdbarhed og tolerance fra rør til rør. Til at ”normalisere” vores ører (i mit tilfælde et par ører, som endnu er ved at komme sig oven på en omgang influenza, og derfor er sådan lidt ”indpakkede i vat”) havde vi også bevæbnet os med lidt ”kendte” rør – henholdsvist et hollandsk Philips/Mullard ECC83, et Telefunken ECC83 og et JJ ECC83S af ukendt kilometerstand. Alle disse rør er testet til at levere 110-125% af specificeret forstærkning.
Først prøvede vi Marshall´en med dens oprindelige indgangsrør, som med ret stor sikkerhed var et Mullard ECC83, som TAD altså hævder at have genskabt, og indstillede forstærkeren, så vi syntes, at det lød bedst – en ”halvgnaven” indstilling, som er meget dynamisk og som kan kontrolleres med guitarens volumeknap. Kald det bare ”klassisk Marshall-lyd”...
I med TAD-røret: Hov. Hvad var dét? Det lød godt nok meget anderledes... Slet ikke dårligt, men anderledes! Det var som om, at nogen havde drejet ned for mellemtonen og op for diskanten – generelt et lysere klangbillede. Men efter lidt tilvænning til, at røret ikke har Mullard-rørets fremtrædende mellemtone-karakter og let mørke klang, kom smilet tilbage. Det lyder faktisk ikke dårligt det hér! TAD-røret er ”levende” og dynamisk. Og det har en god opløsning – alle toner i en forvrænget akkord står flot og defineret. Der er heller ingen tendenser til ”mudder” eller ”flad” gengivelse. Ej heller føler vi, at vores øre bliver ”skåret i” af diskanten. Faktisk enes Uffe og jeg om, at det er et meget egalt rør, hvor ingen frekvensområder fremhæves eller ”putter sig” unødigt. Så selv om det måske ikke har helt den samme ”personlighed” som Mullard-røret, kan vi sgu´ godt lide det!
Næste stop: Vi prøver et par af reference-rørene. JJ-røret... Av, av av, ører! Meget skærende top på bekostning af snart sagt alt andet. Ud med dét! (som en sidehistorie kan så nævnes, at jeg tror, der er noget om, hvad Lars Reinau tidligere har sagt om, at JJ-rør hurtigt skulle miste deres tone. For jeg har for nyligt bygget en forstærker, som jeg udstyrede med splinternye JJ-rør over hele linjen. Og da var jeg meget imponeret over, hvor godt, jeg faktisk syntes, at disse rør lød- jeg husker dem som helt anderledes, end hvad vi hørte her til aften. Lars Vad har også bemærket, at disse JJ-rør kan svinge utroligt meget i deres ”performance”. What do I know? Dette rør i denne Marshall lød i hvert fald ikke godt!).
I med Telefunken-røret: Heller ikke nogen succes i Marshall´en – også alt for bright!
Over på Fender´en med en ren lyd. Denne forstærker var indtil nu udstyret med et indgangsrør af amerikansk herkomst – vist nok et Sylvania 12AX7, som muligvis var en anelse slidt. Ihvertfald oplevede vi, at vi fik højere ”gain” (hvis man kan bruge dette udtryk om en ren lyd?), da vi satte TAD-røret i. Her var forskellen i klang langt mindre end på Marshall´en. Dette leder jo tanken i retning af, at TAD-røret med sin lineære gengivelse ligger tættere på rør af ”den amerikanske skole” end på dét Mullard-rør, de hævder at have kopieret. Da vi satte Mullard-røret i Fender´en var den fremtrædende mellemtone atter på banen. Men jeg havde det personligt sådan, at hvor dette er en ting, jeg sætter stor pris på i en Marshall, idet det er dét, der gør, at man nærmest kan ”forme” forvrængningen med fingrene, syntes jeg faktisk, at det blev en tand for meget i Fender´en. Hvis man skal forblive tro mod forstærkerens karakter, er et mere lineært rør at foretrække (ifølge undertegnedes ydmyge ører). Og her kom TAD-røret virkeligt til sin ret! Vi prøvede atter at sætte JJ-røret i med cirka samme resultat som I Marshall´en: Alt for meget skærende top og ikke ret meget andet. Ud igen... og det hurtigst muligt! I med Telefunken-røret: Igen masser af top, men ikke slet så skærende som JJ-røret, Og mens der var meget top, havde Telefunken-røret samtidigt masser af ”alt det andet”, om end det stadig var et lyst-klingende rør. Så i Fender´en var TAD-røret absolut en kandidat i vinderfeltet! Om man så bedst kan lide dette, Telefunken-røret eller Mullard-røret med sin mørkere klang, er halt klart ude på smag og behag-stadiet.
Så en form for konklusion må være, at det – i hvert fald med det helt konkrete testeksemplar – er lykkedes TAD at lave et rør, som formår at blande sig med nogle af sværvægterne, når det kommer til gode rør. Og dét i sig selv er absolut lidt af en bedrift! At Uffe og jeg så blev ved med at bekræfte hinanden i, at TAD havde lavet et godt rør, men ikke ”et Mullard” med dette rørs særlige karaktertræk - oh, well...
Skulle man endelig komme med et bud på, hvad det er, TAD har bedrevet, måtte det nærmere være et rør, som formår at blande sig med gode NOS-rør fra USA og deres mere lineære klang. Vi blev ved med at nævne de amerikanske Philips/Sylvania som reference... Personligt ærgrer jeg mig lidt over, at vi ikke havde flere bud på amerikanske 12AX7-rør (f.eks. General Electric og RCA) ved hånden til denne test, da vi så nok havde kunnet spore os endnu mere præcist ind på, hvad TAD-røret lyder som. Men der skal jo også være plads til en opfølgning... ☺
Så alt i alt er den umiddelbare dom, at TAD har begået et rigtigt godt rør, som ikke mindst er interessanti dag, hvor vi vel alle håber på, at det lykkes for ”én eller anden” at lave et rør, som kan blande sig i konkurrencen med NOS-rørene, der jo kun bliver dyrere og dyrere (ikke mindst i takt med, at interessen for og viden om disse ting breder sig). Så jeg vil personligt mene, at de 150-200 kroner, disse TAD-rør koster, er givet godt ud – om ikke andet til at gøre sig sine egne erfaringer.
Næste logiske skridt er så selvfølgelig at forsøge at hægte lidt videnskabelige facts på denne lille lyttetest og se, hvordan de f.eks. opfører sig, hvis man propper dem i en rørtester. Ligeledes kunne det være sjovt at se, hvordan ensartetheden mellem forskellige eksemplarer er. Men igen: Der skal jo være plads til opfølgninger... ☺
Tak til Uffe for at stille forstærkere, lokaler, ører meninger, lækker aftensmad mm. Til rådighed!
De bedste hilsener
Søren Alwan