CE m.m.

Jeg indrømmer at jeg ikke har orket at granske samtlige indlæg; men har dog set et par fortolkninger jeg ikke mener er ganske rigtige:

CE mærkningen omhandler produkter der markedsføres (ikke private konstruktioner, laboratorieopstillinger, fast installeret udstyr m.m.). Ikke alt skal CE mærkes. Mærket betyder at alle relevante EU standarder er overholdt - for en rørforstærker vil det nok være lavspændingsdirektivet (tidligere stærkstrømsreglementet), EMC (forenelighed med andre elektroniske produkter), RoHS (skadelige stoffer) og WEEE (affaldshåndtering).

Der findes også andre regler som f.eks. produktsikkerhed; men de gælder kun for specifikke produkter og normalt ikke for rent elektroniske.

Det er slutproduktet som skal/må mærkes. Jeg tror ikke der er noget i vejen for (CE-mæssigt) at modificere et produkt; men det kræver at man overtager ansvaret og laver de fornødne test/udredninger. En computer bygget af en butik ud fra standarddele er et eksempel på dette. At en forstærkerproducent så formentlig vil have sig frabedt at der sælges modificerede produkter med deres navn på er så en anden sag.

CE reglerne dækker kun markedsføring og der bliver ikke normalt holdt øje med om reglerne er overholdt med mindre en konkret mistanke opstår.

Som andre har nævnt er der så en række andre (danske) lovsæt som omhandler autorisation, ansvar, handelsvilkår m.m.. I praksis ville det nok ende i et juridisk slagsmål. Jeg har ingen bud på hvem der ender med det endelige ansvar; men regn med at alle involverede kan blive draget til ansvar på en eller anden måde.

Jeg ville ikke have et problem med at modificere noget for mig selv. Skulle jeg lave noget for andre som bringer lavspændingsdirektivet i spil ville jeg lave et firma, tegne forsikringer, hyre den nødvendige ekspertise og hvad der ellers skal til.